Når det er svært at være gravid eller ny mor og far
At blive forældre er en af de største omvæltninger vi kan opleve som voksne. Det er både dejligt og krævende! Tilværelsen ændres på så mange måder, når vi får børn. Vi får nye roller og bliver til far, mor, forsørgere, forældre.
På det indre plan sker der også store ændringer. Den måde, vi ser os selv og vores liv på, ændres og farves af det nye forældreskab. Mange vordende og nye forældre oplever at blive mere følsomme, at have humørsvingninger og lettere til gråd, vrede og irritation end ellers. Der kan også dukke helt nye og fremmede følelser, tanker og reaktioner op. Alt dette er helt normalt og en del af den psykologiske forberedelse til det at blive forældre.
Nogle gange kan oplevelserne under graviditeten og det nye forældreskab være så svære og krævende, at det hæmmer glæden ved det at blive mor eller far. For eksempel hvis:
- Du plages af fødselsangst og bekymringer om fødslen
- Graviditeten er svær og vanskeligere end ventet
- Du har haft en overvældende eller traumatisk fødsel
- Jeres barn er sygt, for tidligt født eller på anden måde særlig sårbart
- Barnet er meget uroligt eller krævende
- Du har indre uro, tvangstanker, angst og tristhed og tænker på om du har fået en efterfødselsreaktion / fødselsdepression.
Samtaler – individuelle eller sammen med din partner – kan være en vigtig hjælp til at få bearbejdet de oplevelser, tanker og følelser, som fylder, så der igen bliver energi og glæde i familiens hverdag.
Det er min erfaring, at tiden omkring graviditet og fødsel er et rigtig godt tidspunkt at arbejde med sig selv og sit parforhold på. Sindet er ofte mere åbent og parat til forandring end ellers, så man kan ofte nå langt selv med forholdsvis få samtaler.