Individuel terapi

De fleste af os ønsker os et godt liv, hvor vi kan leve i harmoni med os selv og vore nærmeste, og hvor vi oplever, at vi kan magte hverdagen og dens udfordringer.
Nogle gange kan livet imidlertid indebære svære stunder, smerte eller udfordringer, som vi ikke umiddelbart kan løse. Det kan være oplevelser vi kommer ud for på arbejdet eller i privatlivet. Eller det kan være indefra kommende følelser af fx tristhed, mindreværd eller meningsløshed. Der kan også være tale om dybere spørgsmål, som rejser sig i os og kræver at vi tager stilling.
I individuel terapi tager vi udgangspunkt i dig og din situation. Jeg lægger vægt på nænsomhed og respekt i samtalerne, samt på at støtte og udfordre dig i din afklaring af de problemstillinger du kommer med. Et konstruktivt terapiforløb vil medføre, at du kommer mere i overensstemmelse med dig selv og den du dybest set er, samt at du finder en måde at leve på, som støtter og udtrykker dette. Ofte viser det sig, at det som præsenterer sig som et problem (fx angst eller depression), i sig bærer kimen til vækst og udvikling.Hvis det er relevant – og du er åben for det – kan healing evt. indgå som en del af terapien.